Indsamling af brugte fodboldstøvler til Etiopien
Sheromeda Football Project har spurgt os, om vi i valgmenigheden vil indsamle brugte fodboldstøvler til de børn, som spiller i fodboldprojektet.
Fodboldprojektet har brug for fodboldstøvler i str. 33-44, men tager med glæde imod alle størrelser.
Fra 6. oktober til 27. oktober står der en kasse i caféen, hvor du kan lægge dine brugte støvler.
Ved gudstjenesterne disse søndage kan du ligeledes høre mere om Sheromeda Football Project under indsamlingen.
Vi håber, at I fodboldpiger- og drenge, fodboldforældre og andre fodboldentusiaster i valgmenigheden vil kigge dybt i skuffer og skabe og se, om I har nogle støvler liggende, som kan få et nyt liv i Etiopien.
TUSIND TAK FOR DIN HJÆLP!
Om Sheromeda Football Project: En fodboldklub som giver liv til drømme
I Sheromeda Football Project går sport, oplæring i life skills og det kristne budskab hånd i hånd. Projektet hjælper børn fra et udsat område i Etiopiens hovedstad Addis Ababa til at blive mønsterbrydere og udleve deres drømme.
Støttegruppen for Sheromeda Football Project står bag indsamlingen af fodboldstøvler og sørger for at sende støvlerne af sted til Etiopien.
Støttegruppen er startet på initiativ af Helena Tveit Nielsen, som er medlem af valgmenigheden.
Skrevet af Astrid Reuss Rahbek